Budget for studerende

At være studerende og samtidig få en økonomi til at hænge sammen kan være en rigtig sjov udfordring. For at være helt ærlig: det kan være utrolig svært.

I den her artikel kigger vi på nogle forskellige budgetter og diskuterer indkomst og udgifter. Det antages at du studerer på en videregående uddannelse og er udeboende.

Din indtægter

SU:
Som studerende er det begrænset med indtægter. Du er heldig at bo i Danmark og kan trække SU. I 2012 er satsen for udeboende studerende 5662 DKK / måneden. Du skal være opmærksom på at det er FØR skat, hvilket vil sige du får mindre udbetalt. Det kan variere fra person til person alt efter dine skatteforhold (arbejde, øvrigt indkomst osv.) hvor meget du får udbetalt, men regn med ca. 4800 DKK / måneden.

Studiejob:
Det var det. Medmindre du får et arbejde, så skal du leve for dette beløb. Da de fleste studerende starter uden arbejde, er det ret hårdt at leve for dette i starten. Får du et arbejde kan du regne med en timeløn på 100-140 kroner i timen, alt efter hvor godt betalt et job du finder. Regn så med at arbejd 10-15 timer om ugen, hvilket vil give en indtægt på ca. 6000 DKK om måneden – FØR skat. Det vil blive ca. 3800 DKK / måneden efter skat hvis du vel og mærke arbejde som skrevet.

Dine udgifter

Husleje:
Bor du på kollegium vil dette ca være 2500 DKK / måneden. Bor du i lejlighed kan det nemt blive 4-5000 DKK / måneden.

Mad:
Min erfaring er at mange studerende klarer sig for ca. 900-1200 DKK / måneden. Det giver dog ikke plads til nogle festmåltider og sushi –her snakker vi pasta, grøntsager, kylling og aftensmad hos mor og far til tider. Hvis du vil leve mere normalt kan du nemt sætte 2000 DKK / måneden her. Spiser du ude… Så skal du satse på at arbejde *MEGET*.

Licens:
Medielicens skal betales af alle som har et TV, en Internetadgang eller en mobiltelefon. 200 DKK / måneden.

Ulykkesforsikring:
Hvis du kommer slemt til skade, vælter 50 dyre vin eller kommer ud for ulykker – så er det en virkelig god ide at få en ulykkesforsikring. Regn med 90 DKK / måneden.

Mobil:
Alt efter hvem du er kan denne post være meget høj eller lav. Jeg sætter bare 200 DKK / måneden (husk på at en ny iPhone koster 600 DKK / måneden i 6 måneder – så nej, en ny iPhone koster ikke kun 1000 DKK at købe).

Internet:
Heldigvis har de fleste kollegier internet medregnet i huslejen. Hvis det ikke er tilfældet skal du påregne 150-200 DKK / måneden.

Studiebøger:
Du skal også have studiebøger, da det er et krav i de fleste fag. Alt efter hvilket semester du skal i gang med kan det blive rigtig dyrt eller billigt – min erfaring er dog ofte det kommer op og koster ca. 1500 DKK for et semester. Det bliver altså 250 DKK / måneden hvis der regnes sammen for et helt år.
(Bemærk: Ofte er humanistiske uddannelser væsentligt dyrere end tekniske uddannelser – der er dog masser af undtagelser)

Lad os regne sammen

Situation uden studiejob (og Internet er en del af huslejen):
Indtægt: 4800 DKK / måneden
Udgifter: 2500 DKK + 1200 DKK + 200 DKK + 90 DKK + 200 DKK + 250 DKK = 4440 DKK / måneden
Tilbage: 360 DKK / måneden

De 360 DKK er hvad du har tilbage til transport, byture, øl, sjov, møbler, gaver, film, dates, online abonnementer og hvad pokker du nu bruger penge på. Det er vel og mærke hvor du lever meget skrabet. Her har du et 12m2 stort kollegieværelse, billig mad og en lav telefonregning. Det er altså ikke luksus.

Situationen med studiejob ser dog meget bedre ud:
Indtægt: 4800 DKK + 3800 DKK / måneden
Udgifter: 4440 DKK / måneden
Tilbage: 4160 DKK / måneden

Nu er der væsentligt flere penge tilbage at leve for. Det gør at du til tider har råd til sushi og samtidig kan få råd til at gå til fest engang i mellem.

Hvad med SU lån?
Jeg vil aldrig anbefale at tage et SU lån. Selvom det er et billigt lån, så er det aldrig fedt at starte livet med et lån du skal betale. Jeg har aldrig mødt nogle som efter deres uddannelse var glad for dette lån.

Du kan læse mere om SU lån her: http://www.su.dk/SULaan/Sider/default.aspx

Kan jeg leve hardcore og slippe for at arbejde?
Velkommen til de studerendes verden. Min erfaring er at en stor procentdel simpelthen vælger at leve utrolig hardcore og sparer en masse penge.

Lad os kigge på hvad du kan slippe for ved at spare…

  • Husleje? Den slipper du ikke for. Hvis du gerne vil bo ude, så er der ikke så meget at gøre ved den. Man kan selvfølgelig flytte 2 mennesker ind på et kollegieværelse og dele huslejen – eneste problem er bare at dette er ulovligt og man med sikkerhed bliver smidt ud hvis det bliver opdaget.
  • Mad? Jeg har set folk leve for 4-500 DKK / måneden. Det som du kan gøre er at droppe alt andet end rugbrød og sammenkogte retter. Chili con carne med MANGE bønner er utrolig billigt, da bønner mætter virkelig. En anden løsning er at leve af makrel og rugbrød. Da jeg i sin tid studerede var der en gut som levede af netop makrel og rugbrød i et halvt år – det er også en løsning.
  • Licens? Lad være med at betal og tag kampen med DR.
  • Ulykkesforsikring? Tag chancen og lad være med at have en.
  • Mobil? Lad være med at hav fri SMS og fri data, og sørg for andre ringer dig op. Jeg har set mobil forbrug ned til 50 DKK / måneden.
  • Internet? Brug naboens, håb på dit kollegium allerede har det integreret eller brug studiets Internet.
  • Studiebøger? Lån bøgerne fra nogle fra årgangen over dig. Du kan også spare penge ved at købe dem brugt, eller prøve at finde dem ulovligt på Internettet.

Ved at leve på denne meget sparede måde – så kan du sagtens tjene mange penge på at leve af SU. Ud fra disse antagelser er der en udgift på 3050 DKK / måneden – hvilket jeg har set folk leve for før.

Det handler meget om hvilken livsstil du vil have imens du studerer.