Hvad vil det sige at leje en lejlighed?

At leje en lejlighed er for mange den nemmeste og bedste måde at finde bolig på. Her slipper man for at købe boligen, og samtidig kan man på forholdsvis kort tid komme af med den igen (der er ofte en opsigelse på 3 måneder).

Hvad mange unge mennesker så ofte glemmer, er at det ikke er billigt at bo til leje – i hvert fald ikke i nærheden af København.

Lejligheder findes i alle former og typer, og selvfølgelig også priser. Forvent dog at næsten lige meget hvad du gør, ender du op i 3500-5500 DKK / måneden – medmindre du bor et godt stykke udenfor storbyerne. Hertil kommer et depositum som ofte er 2-3 gange din husleje, hvilket hurtigt kan blive dyrt. Dette beløb får du dog tilbage når du flytter ud, medmindre lejligheden er i dårligere stand. I så fald trækkes der beløb fra dit depositum.

Når du lejer en lejlighed skal du være klar over det ikke er din lejlighed. Du skal levere lejligheden tilbage til udlejeren, og du har derfor et ansvar overfor lejligheden. Du skal sørge for at den er i samme stand som du fik den – ellers kan du meget nemt miste dit depositum. Et eksempel fra vores eget liv: Da jeg flyttede ud af mit kollegieværelse blev der trukket 600 DKK fra mit depositum, fordi der var kalk på toiletgulvet.