Lær at lave et budget

Når der flyttes hjemmefra, så er det en rigtig god ide at få styr på økonomien. Der er mange udgifter som skal betales, og det er derfor vigtigt at sørge for der er penge nok på kontoen til at betale dem alle. Det er derfor vi laver et budget: For at få et overblik over alle indtægter og udgifter.

Lad os gennemgå begreberne indtægt og udgift:

Begrebet indtægt

En indtægt er penge som går IND på din konto. Det kan være i form af løn fra arbejde, SU, børnepenge, iværksætterprojekter osv.

Begrebet udgift

En udgift er penge som går UD af din konto. Når de er brugt, så har du færre penge på kontoen.

Når man taler om udgifter, så er det vigtigt at skelne imellem:

  • Engangsudgift
  • Løbende udgift med betaling hver måned, kvartal eller år

Engangsudgift vs. løbende udgift

Når man går ud og køber noget, så er det enormt vigtigt at skelne imellem engangsudgifter og løbende udgifter.

En engangsudgift er en udgift som tager penge ud af din konto EN gang. Når beløbet er betalt, så er der ikke flere udgifter.

En løbende udgift er noget som kommer igen. Det er penge som ryger ud af kontoen hver måned.

Noget de fleste der flytter hjemmefra ønsker at have, er Internet og en TV-pakke. Og det koster jo ikke så meget! Det er jo kun 229 kroner om måneden for Internet, og 299 kroner for den store TV-pakke. Det er slet ikke så slemt… Eller er det?
Når du køber et sådan abonnement, så ender det ofte op i folk har det i flere år. Har du det 2 år, jamen så er det pludselig:
Internet: 229*24=5.496 kr
TV-pakke: 299*24=7.176 kr
Total: 5496+7176=12672kr!

Hvad der startede med at ligne et uskyldigt beløb, bliver pludselig ekstremt mange penge. For 12.672 kroner kan der altså købes rigtig mange ting.

Det er derfor ekstremt vigtigt at holde især de løbende udgifter nede… (Det skal dog ikke bruges som en undskyldning at du hellere må gå ud og købe masser af tøj, en Macbook, en ny iPhone og 4 nye designermøbler – på trods af det er engangsudgifter).

Budgettet

I et budget, skrives der først INDTÆGTER. Her vil studerende have SU, imens dem som har arbejde, har en løn (husk at udfyld EFTER skat).

Derfor skrives der:

INDTÆGTER:
Arbejde:                                        15.000 kroner

 

Nu skal vi skrive ALLE løbende udgifter. Det er alt fra husleje, el, vand, telefon, Internet, fitness, tv-pakke, forsikring og alle de øvrige ting som der købes hver måned.

UDGIFTER:

Husleje:                                         5.500 kroner

El og vand:                                    750 kroner

Telefon:                                         300 kroner

Internet:                                        229 kroner

Fitness:                                          169 kroner

Månedskort:                                650 kroner

TV-pakke:                                     299 kroner

Forsikring:                                     150 kroner

 

I ALT:                                               8.047 kroner

RÅDIGHEDSBELØB:                    6.953 kroner

 

Dit rådighedsbeløb er hvad du har tilbage til mad, tøj, gaver, møbler, elektronik, tandlægebesøg osv. Det er alle de penge som du bruger til daglig.

Hertil kommer at der måske kunne være interesse i at sætte nogle penge til opsparing. Andre går måske til at betale et lån af ,som der er taget i ens ungdom (alt fra kviklån til SU lån).

Budgettet giver overblikket. I dette tilfælde har vi en person som har mange penge tilovers, da personen får en rigtig god løn, har en billig husleje og samtidig ikke har lån. Personen har ikke bil, hvilket ville ændre budgettet RIGTIG MEGET.

Et buget som har meget mindre overskud er, desværre, normalen.

Held og lykke med dit budget.